Tsunamien gjorde Line stærkere

Vinkelsætning: Jeg vil fortælle, at Line Toft Sørensen er kommet stærk ud af hendes oplevelser i Thailand under tsunamien i 2004, hvor hun som 14-årig mistede sin mor. 
 


Anden Juledag 2004 lå Line Toft Sørensen sammen med sin mor på en thailandsk strand og nød tilværelsen. Få minutter senere havde en tsunami revet dem fra hinanden for altid.

Af Camilla Thorsø Lund, d. 15/12 2011

Line Toft Sørensen og hendes mor Lotte Søgaard havde netop lagt sig til rette i en slængestue på stranden ved Khao Lak i Thailand. Få minutter senere ser Line sin mor blive kastet omkuld af en kæmpemæssig bølge, mens hun rækker ud efter hende og skriger hendes navn: ”Line!”

I det øjeblik mistede Line sin mor. Det var hun ikke et sekund i tvivl om.

”Det var den bedste ferie, vi nogensinde havde haft som familie. Ind til tsunamien kom,” fortæller Line om deres ferie. Line er i dag 21 år gammel, og selvom det snart er otte år siden hendes mors liv blev skyllet væk i de thailandske bølger, tænker hun på hende hver dag.

Lines livstræ

Line blev slået bevidstløs af samme bølge, som rev hendes mor væk fra hende, og før hun ved af det, er hun skyllet en kilometer ind i landet. Midt i masserne af ødelagte huse, træer og mudder får Line fat i et træ, og knuger sig til det i den stærke strøm. Det blev hendes redning. Efter seks timer har strømmen lagt sig, og Line springer fra træet ned på jorden. Til et syn af død og ødelæggelse.

”En af de ting, der var allerværst, var måden, fuglene kviderede på. Som om alting bare var i skønneste orden. Jeg var 14 år gammel på det tidspunkt, og jeg troede, at jeg var den eneste overlevende,” siger Line.

Det var hun heldigvis ikke. Om mødet med det første menneske fortæller hun: ”Det første menneske jeg ser, giver jeg det største knus. Jeg er ligeglad med, hvem hun er. Jeg skulle bare have et knus af et menneske, så jeg ikke var den eneste i verden.”

Mor var allerede væk

Line bliver ekskorteret op på et hospital i bjergene, og her bliver hun igen konfronteret med de mange liv, tsunamien har krævet.

”Jeg måtte tappert gå rundt og lede efter min mor i alle bunkerne af lig. Det værste var lugten og synet af døde mennesker – og frygten for, at ens mor blev den næste i rækken,” fortæller Line.

Mens Line ledte efter sin mor i mellem tusindvis af andre døde og sårede mennesker på hospitalet var det med en vished om, at hun aldrig fik sin mor at se igen.

”Det var selvfølgelig et håb om at finde hende, men inderst inde vidste jeg godt, at hun var væk. Så det var mere en bearbejdelse at gå igennem ligene, for at bekræfte, at følelsen, jeg havde, var god nok,” siger Line.

Genforenet med far

Line havde en helt anderledes mavefornemmelse om hendes far. Hun vidste, at han var i live, og at det bare gjaldt om at finde ham. Efter to lange dage bliver hun genforenet med sin far.

”Det var det mest lykkelige øjeblik i mit liv. Der var glædestårer på fulde knald,” fortæller hun.

Der gik to måneder, før de fik vished om, at Lines mor var død. Hendes aske blev spredt ud over havet under en mindehøjtidelighed i Thailand, der blev holdt til minde om tsunamiens danske ofre. Når Line skal mindes sin mor i dag, søger hun til vandet. Her kan hun tænke på sin mor, som nu hviler i sit thailandske paradis.

Kort tid efter tsunamien begyndte Line på efterskole. Siden flyttede hun som 16-årig til Fyn på Stutteri Ask, hvor hun uddannede sig til dyrepasserassistent. Hun havde brug for en ny start et sted, hvor ingen kendte hendes historie. Derfor flyttede hun fra Mors, hvor hun havde boet hele sit liv.

”Jeg var træt af at være kendt for det. Folk behandlede mig som noget skrøbeligt, og det ville jeg gerne væk fra. Så jeg selv kunne fortælle min historie, når jeg var klar til det,” fortæller Line.

Minder om mor

Det var ikke helt uden grund, at Line blev behandlet som noget skrøbeligt. Hun var bare 14 år gammel, da hun mistede sin mor, og hun manglede endnu at lære meget om livet som voksen.

”Som teenager var jeg kommet rigtig tæt på min mor, og det var skrækkeligt at få hende revet fra sig på den måde. Jeg har manglet hende i de pigeting, som man ikke snakker med sin far om,” siger Line.

Det er ikke kun følelserne indeni, der minder Line om, hvor meget hun savner sin mor. Hendes familie fortæller hende tit, at hun ligner sin mor mere og mere for hver dag, der går.

”Når jeg er oppe ved mine bedsteforældre, siger de tit: ‘Det er jo Lotte!’ Men det er det jo ikke. Det er jo Line. Det kan være frustrerende, at blive sammenlignet så meget med sin mor, for så kommer jeg til at savne hende endnu mere,” siger Line.

En viljefast pige

Selvom Line ikke var herre over, hvad der skete i Thailand Anden Juledag 2004, har hun siden lært, at der er mange ting i livet, hun selv kan styre. Den viljefaste teenagepige ville ikke lade sig slå ud af kurs, og bestemte sig for, at få det bedste ud af den nye situation, hun var kommet i.

”Det der skete i Thailand vendte min verden fuldstændig. Men det nægtede jeg at lade mig slå ud af. Det, du ikke dør af, bliver du kun stærkere af. Jeg vil selv bestemme, hvad der skal få mig ned med nakken,” siger Line.

Line mener selv, at oplevelserne i Thailand har gjort hende stærkere som person, og det har ikke afskrækket hende fra at besøge Thailand igen. Hun har allerede været der fem gange siden. Selvom sorgen er bearbejdet, og Line i dag ikke har problemer om at tale om sin mors død, så fylder hendes mor stadig meget i hverdagen.

”Hver gang jeg skal tage en beslutning, tænker jeg: ‘Hvad ville min mor have gjort?’. Jeg er ikke i tvivl om, at min mor er stolt af mig og at hun sidder et eller andet sted med et smil på læben og tænker: ‘Det der – det er min pige!’” siger Line selv med et smil på læben.

I Lines lejlighed i Sparkær holder katten Yang hende med selskab, når uddannelsen ikke tager hendes tid. I øjeblikket læser hun nogle pædagogfag på HF i Viborg, men hendes store drøm er at blive hestehvisker. Med sin uddannelse som dyrepasserassistent er Line kun en enkelt eksamen fra at kunne kalde sig den tredje uddannede hestehvisker i Danmark.

Udskrift med egenanalyse

Refleksionsrapport

 

Egenanalyse af interview

Egenanalyse af interview: Noget du fortryder

IW: Vil du starte med at fortælle hvad du hedder?

IP: Jeg hedder Martin Algreen

IW: Hvor gammel er du?

IP: Jeg er 25 år

IW: Har du altid boet her i Aarhus?

IP: Nej, det har jeg ikke. Jeg kommer oprindeligt fra Horsens, og har boet der i det meste af mit liv, men da jeg blev 18 flyttede jeg til 2 år til Aarhus, så flyttede jeg til København i to år, og så er jeg så flyttet tilbage til Aarhus.

Lidt irrelevant for interviewet, men han fortalte i forbindelse med kildekontrakten, at han havde boet i København og at det var her, episoden var sket, så jeg tænkte at det var godt at få slået på plads fra start, så der ikke blev for mange ekstrainformationer, når han skulle fortælle om det, han fortryder.

IW: Har du oplevet noget i dit liv, som du fortryder?

Meget bredt spørgsmål, som slet ikke ville have fungeret i en anden given situation. Han svarer kun så konkret og fokuseret, fordi vi forinden har talt om, hvad han vil fortælle om.

IP: Ja, der er en specifik oplevelse. En bytur i København, hvor jeg blev meget fuld, men jeg kan stadig huske det i glimt. Og mens vi kommer gående ned ad Nørrebrogade ser jeg en cykel uden for an en shawarmabutik, og den cykel har en mega kæde rundt om hjulet. Den er rundt om cykelsædet, men jeg tager cyklen, hopper op på den, og så er jeg bare forduftet. Det har jeg fortrudt lige siden, at jeg kunne finde på det, fordi personen har tydeligvist været meget glad for sin cykel, men det betød åbenbart ikke noget for mig lige i det øjeblik. Så det fortryder jeg.

IW: Hvilke tanker gjorde du dig dagen efter?

Opfølgende spørgsmål for at nå ind til kernen af, hvorfor han har fortrudt det så meget siden. Fokuseret spørgsmål, som resulterer i at kilden fortæller mig netop det, jeg gerne vil have at vide.

IP: Da jeg vågnede op dagen efter var det tilfældigvis sådan, at mig og mine venner havde aftalt, at vi skulle ud på en længere cykeltur. Så lige der tænkte jeg faktisk, at det var meget smart, at jeg havde fået en cykel. Jeg havde det faktisk ikke så dårlig samvittighed i starten. Der gik først nogen uger før det gik op for mig hvor dumt det var, det jeg havde gjort.

IW: Og gjorde du så noget, da det gik op for dig, at det var ret dumt gjort?

Pas på med trigger-ord og vendinger, som fx ”ret dumt gjort”. Det virker dømmende fra min side, og spørgsmålet kunne nemt have været formuleret neutralt, fx: ”Gjorde du noget, da du indså, hvad du havde gjort?”

IP: Nej (griner). Jeg har stadig ikke gjort noget. Og jeg har faktisk den cykel den dag i dag.

IW: Er du blevet glad for cyklen?

Godt, fokuseret spørgsmål med perspektiv til i dag.

IP: Ja nemlig, jeg tror at jeg er blevet lige så glad for den cykel, som han var. Jeg elsker den cykel og den har gjort mit liv meget nemmere. Det er også derfor, at jeg hele tiden har gået og tænkt, at det sgu er for dårligt.

IW: Var du bange for, at det skulle blive opdaget, at du havde stjålet en cykel?

Jeg springer lidt frem og tilbage i tid. Det havde været en fordel, hvis dette spørgsmål var kommet i forlængelse af hans fortælling om episoden og de efterfølgende dage. Men et fokusret spørgsmål, hvor IP også svarer efter hensigten.

IP: Ja, det var jeg faktisk rigtig meget, fordi jeg skulle cykle på arbejde hver dag, og jeg cyklede forbi det sted, hvor jeg tog cyklen, hver eneste dag, så jeg havde konstant paranoia om, om den person, hvis cykel jeg havde stjålet, kom hen og rev mig af cyklen og sagde: ”Hey, det er min cykel” og jeg ved ikke hvad. Så jeg havde faktisk rigtig meget paranoia i starten. Det havde jeg altid, når jeg cyklede på den de steder.

IW: Hvor længe havde du det? Hvor længe var du bange for, at du skulle blive konfronteret med det?

To spørgsmål i et, hvor det sidste (heldigvis) er det bedste, som også ender med at blive rimelig fokuseret.

IP: Jamen det var jeg i al den tid, hvor jeg boede i København. Det var først da jeg fik flyttet cyklen til Jylland, at jeg kunne slappe af, når jeg cyklede rundt.

IW: Så nu er du ikke bange længere?

Ikke et reelt spørgsmål, og er desuden både ledende og lukket, og dette resulterer også i, at IP svarer meget kort på mit spørgsmål.

IP: Nej.

IW: Hvad bruger du så cyklen til i dag? Tager du den med i byen, når du skal drikke dig fuld?

Igen to spørgsmål i ét, og de har egentlig to helt forskellige betydninger, og det var jeg godt klar over, lige da jeg sagde det – derfor uddyber jeg med nr. 2. Men det var forvirrende, og det kunne også ses på IP’s svar, det ikke kan huske spørgsmålet ordentligt.

IP: Altså nu drikker jeg ikke så meget, som jeg gjorde dengang, fordi efter den oplevelse med den cykel, så var der også nogle andre oplevelser hvor jeg følte, at jeg opførte mig ubehageligt over for folk, og jeg var ikke den person, som jeg gerne ville være, eller var til hverdag. Så lidt efter lidt har jeg trappet mit alkoholforbrug meget ned, og nu tager jeg måske i byen og drikker en gang om måneden, ellers er det med måde. Og det er max. Nu glemte jeg hvad spørgsmålet var..

IW: Det var om cyklen, tager du den med i byen?

IP: Ja, det gør jeg.

IW: Det gør du. Du er ikke bange for at den skal blive taget?

Ikke et reelt spørgsmål, og det er også ledende. Formålet med spørgsmålet er, at det skal være opklarende, men det bliver dårligt formuleret i øjeblikket. Det kunne i stedet have heddet: ”Er du så bange for at den skal blive taget?”

IP: Øh, nej. Altså. Og det synes jeg ikke at jeg kan tillade mig at frygte. Men i det hele taget var der meget en mentalitet i København med cykler derovre. Der var det sådan i den omgangskreds og blandt de unge, at man tager bare en cykel. Cykler er til alle, dem deles man bare om. Man tager en når man har brug for den, og det er jo i virkeligheden ikke en særlig sund mentalitet at have.

IW: Oplever du det anderledes her i Jylland?

Han giver tydeligt udtryk for, at han synes, at det er den forkerte mentalitet i København ift. cykler, og derfor vil jeg gerne vide, hvordan han tænker om det i Jylland. Her brugte jeg redskaberne fra aktiv lytning, og resultatet blev fint. Spørgsmålet er fokuseret.

IP: Ja. Meget anderledes. Altså man frygtede virkelig for sin cykel i København, men her i Aarhus føler jeg, at det slet ikke er lige så slemt, og jeg har også spurgt andre folk om, om de har fået stjålet deres cykler. Og det sker også, helt sikkert. Men det sker overhovedet ikke i samme omfang som i København.

IW: Siden du har oplevet det, har du så snakket med dine venner om det, hvis de nu har stjålet en cykel, har du så fortalt dem, hvordan du har følt efter?

Spørgsmålet er for langt og kringlet formuleret. Min mening med det kommer ikke tydeligt nok frem, men IP forstår godt min mening med det.

IP: Nej, det har jeg ikke gjort. Jeg har aldrig følt, at jeg skulle belære mine venner om noget. Specielt ikke når jeg selv er, som jeg er. Jeg føler ikke at jeg har ret til at stille mig op på en pedestal og fortælle dem, hvordan det skal være. Så nej, det har jeg ikke.

IW: Når du fortæller, at du har skåret ned på dit alkoholforbrug, er det så fordi du har haft nogen andre oplevelser med, at du har været meget fuld?

Han har nævnt dette tidligere i interviewet, men på det tidspunkt fik jeg ikke fulgt op på det. Derfor tager jeg det op igen senere i interviewet, og det kommer der også en god beretning ud af. Derfor er det et opfølgende spørgsmål, som også er skarpt ift. det, han har fortalt om sit alkoholforbrug.

IP: Ja, altså. Vi kan jo tage samme aften, inden jeg stjal cyklen. Der havde mig og min kammerat været inde og købe en Cult Shaker, det har jeg aldrig købt før, og jeg står så med Cult Shakeren, og lige pludselig vælter jeg forover, og får glasskår ned i hånden og der er blod over det hele. Det jeg så vælger at gøre er, at fyre min hånd hen mod folk når de kommer cyklende forbi og råbe: ”Jeg har aids!” Og sådan noget som det. Det var lige før, jeg stjal cyklen, at det skete, og jeg sad bare dagen efter og tænkte: ”Hvad fanden sker der, hvem er du? Sådan noget kunne du aldrig finde på at gøre, hvis du bare havde været lidt normal”. Ja jeg er blevet skræmt over mig selv flere gange, og det er derfor jeg har skåret ned på mit alkoholforbrug.

IW: Men har du oplevet, at dine venner fortæller dig, at du har lavet de her ting, eller er det noget du selv kan huske?

Spørgsmålet kunne været formuleret mere skarpt, men følger fint op på hans sidste svar.

IP: Altså lige den aften har jeg meget glemt, men der har også været mange andre oplevelser, hvor jeg har fået fortalt, af venner. Men de synes jo bare, at det er sjov og spas, og så længe det ikke er dem selv, der opfører sig sådan, så er det jo bare sjovt for dem. Det har mere været en joke for dem.

IW: Så de har taget det pænt?

Ikke et reelt spørgsmål – og desuden trigger-truende. Jeg indikerer, at han har været ubehøvlet over for sine venner, og det er ikke min mening med spørgsmålet. Jeg ville gerne have hørt hans mening om, om de havde været gode venner i de givne situationer. Det dårlige spørgsmål resulterer også i, at IP svarer meget kort.

IP: Ja, det må man sige. Meget.

IW: Hvad tænker du så om dine vaner i dag? Er du tilfreds med at gå i byen en gang om måneden? Er det sådan, du gerne vil være?

Alt for mange spørgsmål på én gang, og de er desuden også for brede.

Hvad tænker du om dine vaner i dag?” → Hvad tænker du om dine alkoholvaner i dag?

Er det sådan, du gerne vil være?” → Skulle have været vedrørende alkohol og hans livsstil. I denne formulering bliver det alt for bredt og filosofisk ift. om han er tilfreds med sit liv.

IP: Ja, altså på en eller anden måde. Det har været lidt svært her i starten med rusforløbet heroppe, hvor der har været sådan meget fokus på, at man bare skal drikke, og det har været sådan lidt: ”arh, jeg ved ikke helt om jeg tør drikke, for en eller anden aften bliver jeg helt vildt fuld og gør noget dumt”. Jeg ville ønske, at jeg kunne tage med ud og styre det, når jeg var ude i byen, for nogle gange tager det bare overhånd, og så (knips), så er du væk. Så det er måske ikke det optimale punkt, jeg er kommet til, men det er blevet bedre i hvert fald. Det er rarere at være mig efter det.

IW: Og grunden til at du ikke føler, at det er det optimale punkt, er det fordi du føler at du går glip af noget socialt?

Opklarende, lukket spørgsmål, hvor jeg desværre som interviewer ligger ordene lidt i munden af ham. Jeg kunne med fordel have spurgt ham ind til, hvad det optimale punkt vil være for ham. Men spørgsmålet har relevans, desværre har han ikke så meget andet at sige, end at give mig ret.

IP: Ja, lige præcis. Det føler jeg meget, at jeg gør.

IW: Hvordan? Hvornår har du oplevet det?

Opfølgende og åbent spørgsmål, men desværre stiller jeg (igen) to spørgsmål i et.

IP: Øhhm. Jamen jeg var ikke med til introfesten, og så hører man dagen efter at det var så skørt og sjovt, og man kan mærke på folk, at de har nogle sjove historier om hinanden, og de bliver tættere knyttet på den måde, og så står man lidt og kigger: ”Jaa, det var sjovt, hva’?” – jeg var der jo ikke. Men heldigvis så kan jeg godt finde ud af at snakke med mennesker og sådan noget, så det er ikke fordi, at jeg på nogen måder har følt mig isoleret.

IW: Men hvordan ville du have det med at gå ud med dine venner, som drak alkohol, og du så ikke gjorde?

Fokuseret spørgsmål, der ligger godt i tråd med hans snak om alkoholvaner og det optimale punkt for ham selv.

IP: Det vil jeg ikke kunne gøre. Det vil simpelthen ikke være en mulighed for mig.

IW: Hvordan kan det være?

Opklarende spørgsmål, hvor jeg ønsker, at han skal uddybe, hvorfor det ikke er nogen mulighed, og det virker også fint efter hensigten og han kommer endda med et eksempel på det.

IP: Jamen det er fordi mine venner bliver røvirriterende at være sammen med når de er fulde, og hvis man ikke selv er fuld, så lægger man ikke mærke til det. Jeg har prøvet en gang, hvor jeg skulle køre mine kammerater et sted, og jeg synes de var så irriterende og dumme at høre på, når man helt selv er ædru og ikke forstår, hvad der er så sjovt og sådan. Så det føler jeg ikke, at jeg ville kunne gøre.

Med videre:

  • Stil ikke to spørgsmål i ét og samme

  • Husk at stille et spørgsmål, ellers kan dine konklusioner hurtigt føre til et lukket og ledende spørgsmål/påstand

  • Hvis spørgsmålet er ufokuseret, kan kilden glemme det eller svare meget kort, fordi han er i tvivl om, hvad du gerne vil have at vide