Udlandet skal lære Aarhus at kende

Det nye internationale brand skal gøre Aarhus kendt i udlandet. Højest på listen står de internationale virksomheder og studerende. Derefter kommer århusianerne selv. 

Af Camilla Thorsø Lund, d. 23/2 2012

Det nye slogan ”Aarhus. Danish for progress” er endnu ikke slået igennem hos de århusianske borgere. Ud af hundrede adspurgte i en rundspørge kunne ikke én århusianer huske sloganet. Det skyldes formentlig en klar målsætning om, at det nye slogan skal markedsføre byen til internationale virksomheder og studerende.

”Jeg ville selvfølgelig ønske, at tallet var højere, men jeg havde ikke forventet det. Vi har bevidst valgt det internationale marked som vores målgruppe i første omgang,” siger Lisbeth Katborg Bjerre, der er kommunikationschef ved Aarhus Kommune.

Det var for svært for udlændinge at få information om Aarhus på engelsk, og dette var også en af grundene til den målrettede internationale branding. Ifølge Lisbeth Katborg Bjerre har Aarhus størrelse og liv til at være en storby, men udlandet skal vide det.

Aarhus skal blive genkendt i udlandet

Lisbeth Katborg Bjerre arbejder til dagligt med at få budskabet om et internationalt, progressivt Aarhus spredt. I første omgang skal det nå ud til de internationale aktører og deres medarbejdere.

”Det er de internationale aktører, der skal bære brandet ud i verden. Første skridt på vejen er, at få internationale virksomheder og studerende til byen, men næste skridt på vejen er at vi skal leve op til løftet om at være en progressiv by,” siger Lisbeth Katborg Bjerre.

I øjeblikket er der stor fokus på at appellere til internationale studerende, så de ikke kun vælger Aarhus på grund af uddannelserne, men også fordi byen har værdi i sig selv. Ifølge Lisbeth Katborg Bjerre bliver Aarhus sjældent genkendt i udlandet, på trods af at det er Danmarks næststørste by.

Bybrandingen når aldrig i mål

Lisbeth Katborg Bjerre mener, at det er en langsigtet proces at få århusianerne overbevist, men igennem markedsføring til store events som Aarhus Festuge vil det nye brand blive mere synligt i det århusianske bybillede.

“Det er vigtigt, at brandet bliver en del af den århusianske identitet. “Smilets by” vil altid være en del af vores personlighed, men det nye slogan har en international funktion,” siger Lisbeth Katborg Bjerre.

Aarhus Kommunes mål med projektet er, at byen inden år 2030 skal vokse med 75.000 indbyggere og 50.000 arbejdspladser. Men ifølge Lisbeth Katborg Bjerre stopper indsatsen ikke her:

“Vi er aldrig i mål, for der kommer jo hele tiden nye borgere.”

 

Tegn: 2489

 

Lydfil:

Aarhus Kommune har valgt at fokusere på internationale virksomheder og internationale studerende som nogen af de vigtigste målgrupper for den nye branding af Aarhus.

Dette er en forkert satsning, mener PR-specialist hos Aros Kommunikation, John Aarsøe. Han peger på, at et godt slogan slogan først og fremmest skal have opbakning hos befolkningen. Men ifølge kommunikationschef Lisbeth Katborg Bjerre er der en særlig grund til den internationale branding: Udlandet skal lære Aarhus at kende.

[audio:http://camillathorsoe.mediajungle.dk/files/2012/02/Lydklip-gæstepart.mp3|titles=Lydklip, gæstepart]

Plakaterne er en del af det nye brand. For at gøre det så let som muligt for de århusianske virksomheder at bruge konceptet i deres egen markedsføring, har kommunen gjort plakaterne tilgængelige på hjemmesiden www.citybrandaarhus.dk.

 

Fortællesætning:

Jeg vil fortælle, at Aarhus Kommune primært satser på at brande Aarhus til internationale virksomheder og internationale studerende, på trods af forventningen om, at de århusianske borgere ville forholde sig skeptiske til dette internationale brand.

Hvordan jeg fandt historien.

Efter en stor brainstorm i gruppen med Aarhus-relevante emner, kom én i gruppen i tanke om Aarhus’ nye slogan, men de andre to kendte ikke til sloganet. Derfra tog historien sit udspring, og vi vores hypotese var, at der ikke er mange århusianere, der kender til sloganet. Det førte til nærmere research om hele bybrand-projektet.

ÅKL-overvejelser:

Årsagshistorien: Aarhus vil gerne tiltrække internationale virksomheder og studerende, og brander derfor Aarhus på de forcer, byen har for netop den målgruppe.

Konsekvenshistorien: Det nye engelske slogan virker industrialiseret og udenlandsk, og århusianerne føler ikke tilhørsforhold til det.

Løsningshistorien: Havde det været muligt at lave et brand, som både henvendte sig til de internationale aktører og de århusianske borgere?

Denne webartikel fokuserer primært på konsekvenselementet i historien, fordi vores mål for interviewet især forholdt sig til de århusianske borgere, og om de var blevet glemt i dette internationale brand. Der er også en grad af løsning i den, fordi Lisbeth Katborg Bjerre senere kommer ind på, at de i et længere tidsperspektiv forventer, at de århusianske borgere vil tage brandet til sig.

VISA-K vurdering:

Væsentlighed: Historien er væsentlig, fordi Aarhus kommune planlægger at bruge 20 mio. på at brande Aarhus internationalt, men århusianerne har endnu ikke særlig kendskab til det nye slogan.
Identifikation: Kommunen bruger mange kommunale penge på at brande byen
Sensation: Vores rundspørge viste, at ingen personer (ud af 100 adspurgte) ikke kendte Aarhus’ nye slogan.
Aktualitet: Det nye bybrand bliver set mere og mere i bybilledet
Konsekvens: Det nye bybrand henvender sig primært til internationale virksomheder og studerende, og det er på bekostning af de århusianske borgere, der endnu ikke har taget det nye brand/slogan til sig.

Kontaktdata på kilder, der indgår i historien.

Primærkilde, brugt i webartikel:

Lisbeth Katborg Bjerre, kommunikationschef ved Aarhus Kommune

lkb@aarhus.dk

89 40 22 11 / 23 32 83 62

 

Sekundær kilde, brugt i lydklip:

John Aarsøe, PR-specialist ved Aros Kommunikation i Aarhus

jaa@aroskommunikation.dk

86 76 16 00

Find nyheden i en rapport

Samfundstjeneste gavner kriminelles arbejdsliv

Det er bedre som kriminel at blive idømt samfundstjeneste og samle skrald i vejkanten, end at ruske tremmer i fængslet. Det viser en ny undersøgelse fra Rockwool Fondens Forsknings-enhed, der peger på, at en reform har ført til mere brug af samfundstjeneste – til gavn for samfundet.

Af Camilla Thorsø Lund

Ifølge en ny undersøgelse fra Rockwool Fondens Forskningsenhed er det ikke uden betydning for en person, om han bliver idømt fængselsstraf eller samfundstjeneste for en kriminel handling.

Undersøgelsen har vist, at personer der bliver straffet med samfundstjeneste har lettere ved at få et godt betalt job efter strafafsoning i forhold til personer, der har været i fængsel. Personer, der har været idømt samfundstjeneste, viser sig desuden at være mindre afhængige af offentlige ydelser efterfølgende.

En af årsagerne til dette resultat er ifølge projektchef Signe Hald Andersen, at den straffede kan beholde sit arbejde under strafperioden. På den måde har personen stadig tilknytning til samfundet, i modsætning til hvis vedkommende var blevet idømt en fængselsstraf.

Samfundstjeneste blev mere aktuel som sanktionsform med en straffelovsreform i år 2000, hvor det også blev muligt at straffe spritbilister eller andre færdselslovovertrædelser med samfundstjeneste. Ind til da var samfundstjeneste kun en strafmulighed over for personer, der havde begået småkriminalitet og mindre voldsdomme.

 

Tegn: 1448

 

Opfyldte nyhedskriterier:

Væsentlighed: Samfundstjeneste gavner den kriminelle efter endt straf + gør de kriminelle mindre afhængige af offentlige ydelser (gavner samfundet)

Identifikation: Mennesker kan forholde sig til, hvis en i deres egen familie blev idømt samfundstjeneste frem for en fængselsstraf.

Aktualitet: Resultat af reform

 

Ansøgning om et godt 2. semester

Da jeg var lille, forstod jeg ikke, hvad en journalist laver. Hvad er en journalist god til? Det var ikke lige som med en læge, en tømrer eller en bager. En læge gør mennesker raske. En tømrer kan bygge en garage. En bager kan bage brød og kager. Måske var hemmeligheden i Ulla Terkelsens persiske tørklæder. Sådan et købte jeg på en ferie i Rom for et par år siden, og nej, det er ikke der, hemmeligheden gemmer sig.

Mit navn er Camilla Thorsø Lund, og jeg er 21 år gammel. Tro det eller ej, men jeg har ikke altid været det storbymenneske, jeg er i dag. Mine storbydrømme er født i landlige omgivelser på øen Mors i Nordjylland. En lille ø i en lidt større sø, hvor jeg boede i en endnu mindre by. Jeg har brugt de obligatoriske ti år i folkeskolen, et socialt år på efterskole, tre faglige og endnu mere sociale år på Morsø Gymnasium og til sidst et år som pædagogmedhjælper på at nå til her, hvor jeg er i dag.

Jeg har for i øvrigt hele tiden været klar over, at jeg ikke skulle være pædagog. Og det havde intet at gøre med, at lille Mads faldt ned fra badebroen, da vi var ude og fange krabber i sommer. I min fritid har jeg altid nydt at løbe en tur og rense tankerne, hvilket lyder helt absurd, når man tænker på at løbeturen foregår inde midt i Aarhus, som helt sikkert ikke kan betegnes som et CO2-neutralt område. Jeg har ikke noget studiejob. Det skyldes ikke dovenskab. Jeg forventer (og er blevet advaret om), at vi vil få et travlt 2. semester, og udover at have nok tid til det, vil jeg også gerne have tid til at være med i nogen af de frivillige projekter på skolen. Ind til videre er det kun blevet til en enkelt artikel for Illustreret Bunker, og det håber jeg at kunne gøre bedre på dette semester. 

Her er jeg i fuld gang med en af mine andre fritidsinteresser.

På 1. semester øvede jeg mig i at blive god til det, som journalister skal være gode til. Vi diskuterede også, hvornår man er en god journalist. Jeg kan sagtens selv vurdere, hvornår jeg synes et interview er godt eller skidt, men jeg kan ikke altid forklare hvorfor. Det håber jeg at lære på 2. semester. Så jeg kan begrunde, hvorfor jeg synes, at det fungerer, eller hvorfor det ikke gør. Så grunden bliver en anden, end at jeg ikke bryder mig om journalisten. Lige som jeg gerne vil lære mere om, hvad der gør, at jeg glider let igennem nogle artikler og stopper efter fem linjer ved andre.

Jeg håber også, at vi kommer til at arbejde mere med nyheder på 2. semester. Det virker såre simpelt, når man triller ned over computerskærmen tapetseret med nyheder, og sluger dem som om det var vitaminpiller. Helt så simpelt er det dog sikkert ikke. Jeg håber, at vi kommer til at lære, hvordan man præsenterer en nyhed spiseligt – om den så opfylder alle nyhedskriterierne og vil være et brag af en BT-spiseseddel, eller om det er weekendhistorien i Morsø Folkeblad med et enkelt nyhedskriterium at gøre godt med. Begge nyheder kan gøres spiselige, og jeg vil gerne lære hvordan.

Da vi lærte om interview- og spørgeteknik på 1. semester gjorde teorien mig mere opmærksom på min egen måde, at interviewe og spørge på. Det lærte jeg meget af, også i selve interviewsituationen. Det er sådan, jeg også håber at blive gjort endnu mere bevidst om, hvornår en journalist er god og hvorfor.

For mig er gruppearbejde en god ting. Det giver mulighed for at diskutere og åbne op for flere forskellige svarmuligheder, som man måske ikke selv havde set. Udover at være et socialt menneske, er jeg også stor fan af at planlægge. Jeg vil helst planlægge så meget som overhovedet muligt, og derfor bliver jeg også hurtigt ”kvinden med overblikket”, tovholderen og organisatoren i gruppen. Og jeg opdager det altid først efter det er sket, fordi det kommer helt automatisk.

Udover at være en planlægningsfreak af kaliber, så er jeg også meget perfektionistisk. Det har både været en god ting og en hindring hidtil. Jeg har svært ved at blive helt tilfreds med en artikel, og bruger mange timer på at rette, slette, skrive til og finpudse. Lige som jeg bruger rigtig mange timer på at læse pensum, fordi jeg gerne vil have skrevet noter til det hele. Det bliver en udfordring på 2. semester, fordi jeg forventer, at vi får travlt, og så vil der sikkert ikke altid være plads og tid til at være så perfektionistisk. Omvendt er grundighed en styrke, og min perfektionisme driver mig til at gøre mit bedste hver gang. Derfor er jeg også nødt til at give mine ambitioner en høj 10’er. Hvis jeg starter ud med et lavere ambitionsniveau, vil jeg ikke føle mig parat til at begynde på et nyt semester. For mig er det en selvfølgelighed på forhånd at ville yde sit allerbedste.

Et godt andet semester bliver ikke serveret på et sølvfad, så jeg vil fortsætte med at zappe ind på DR Update og TV2 News, bladre i aviser og også læse artikler – både de gode og de dårlige, og forsøge at gennemskue, hvorfor de er gode eller dårlige. Jeg er overbevist om, at jeg først selv kan lave noget godt, når jeg kan gennemskue, hvorfor det er godt. Ligesom jeg kan lave noget dårligt, uden at være bevidst om, hvorfor det ikke fungerer. For at skille et stykke journalistisk arbejde ad får jeg brug for en masse værktøjer. Nogle har jeg fået på 1. semester. Dem håber jeg at udvikle på 2. semester, og jeg håber også at der kommer flere til samlingen i løbet af det næste halve år. Måske skulle jeg også begynde at gå med mit persiske Ulla Terkelsen-wannabe tørklæde. Det kan jo være, at det hjælper. 

Tsunamien gjorde Line stærkere

Vinkelsætning: Jeg vil fortælle, at Line Toft Sørensen er kommet stærk ud af hendes oplevelser i Thailand under tsunamien i 2004, hvor hun som 14-årig mistede sin mor. 
 


Anden Juledag 2004 lå Line Toft Sørensen sammen med sin mor på en thailandsk strand og nød tilværelsen. Få minutter senere havde en tsunami revet dem fra hinanden for altid.

Af Camilla Thorsø Lund, d. 15/12 2011

Line Toft Sørensen og hendes mor Lotte Søgaard havde netop lagt sig til rette i en slængestue på stranden ved Khao Lak i Thailand. Få minutter senere ser Line sin mor blive kastet omkuld af en kæmpemæssig bølge, mens hun rækker ud efter hende og skriger hendes navn: ”Line!”

I det øjeblik mistede Line sin mor. Det var hun ikke et sekund i tvivl om.

”Det var den bedste ferie, vi nogensinde havde haft som familie. Ind til tsunamien kom,” fortæller Line om deres ferie. Line er i dag 21 år gammel, og selvom det snart er otte år siden hendes mors liv blev skyllet væk i de thailandske bølger, tænker hun på hende hver dag.

Lines livstræ

Line blev slået bevidstløs af samme bølge, som rev hendes mor væk fra hende, og før hun ved af det, er hun skyllet en kilometer ind i landet. Midt i masserne af ødelagte huse, træer og mudder får Line fat i et træ, og knuger sig til det i den stærke strøm. Det blev hendes redning. Efter seks timer har strømmen lagt sig, og Line springer fra træet ned på jorden. Til et syn af død og ødelæggelse.

”En af de ting, der var allerværst, var måden, fuglene kviderede på. Som om alting bare var i skønneste orden. Jeg var 14 år gammel på det tidspunkt, og jeg troede, at jeg var den eneste overlevende,” siger Line.

Det var hun heldigvis ikke. Om mødet med det første menneske fortæller hun: ”Det første menneske jeg ser, giver jeg det største knus. Jeg er ligeglad med, hvem hun er. Jeg skulle bare have et knus af et menneske, så jeg ikke var den eneste i verden.”

Mor var allerede væk

Line bliver ekskorteret op på et hospital i bjergene, og her bliver hun igen konfronteret med de mange liv, tsunamien har krævet.

”Jeg måtte tappert gå rundt og lede efter min mor i alle bunkerne af lig. Det værste var lugten og synet af døde mennesker – og frygten for, at ens mor blev den næste i rækken,” fortæller Line.

Mens Line ledte efter sin mor i mellem tusindvis af andre døde og sårede mennesker på hospitalet var det med en vished om, at hun aldrig fik sin mor at se igen.

”Det var selvfølgelig et håb om at finde hende, men inderst inde vidste jeg godt, at hun var væk. Så det var mere en bearbejdelse at gå igennem ligene, for at bekræfte, at følelsen, jeg havde, var god nok,” siger Line.

Genforenet med far

Line havde en helt anderledes mavefornemmelse om hendes far. Hun vidste, at han var i live, og at det bare gjaldt om at finde ham. Efter to lange dage bliver hun genforenet med sin far.

”Det var det mest lykkelige øjeblik i mit liv. Der var glædestårer på fulde knald,” fortæller hun.

Der gik to måneder, før de fik vished om, at Lines mor var død. Hendes aske blev spredt ud over havet under en mindehøjtidelighed i Thailand, der blev holdt til minde om tsunamiens danske ofre. Når Line skal mindes sin mor i dag, søger hun til vandet. Her kan hun tænke på sin mor, som nu hviler i sit thailandske paradis.

Kort tid efter tsunamien begyndte Line på efterskole. Siden flyttede hun som 16-årig til Fyn på Stutteri Ask, hvor hun uddannede sig til dyrepasserassistent. Hun havde brug for en ny start et sted, hvor ingen kendte hendes historie. Derfor flyttede hun fra Mors, hvor hun havde boet hele sit liv.

”Jeg var træt af at være kendt for det. Folk behandlede mig som noget skrøbeligt, og det ville jeg gerne væk fra. Så jeg selv kunne fortælle min historie, når jeg var klar til det,” fortæller Line.

Minder om mor

Det var ikke helt uden grund, at Line blev behandlet som noget skrøbeligt. Hun var bare 14 år gammel, da hun mistede sin mor, og hun manglede endnu at lære meget om livet som voksen.

”Som teenager var jeg kommet rigtig tæt på min mor, og det var skrækkeligt at få hende revet fra sig på den måde. Jeg har manglet hende i de pigeting, som man ikke snakker med sin far om,” siger Line.

Det er ikke kun følelserne indeni, der minder Line om, hvor meget hun savner sin mor. Hendes familie fortæller hende tit, at hun ligner sin mor mere og mere for hver dag, der går.

”Når jeg er oppe ved mine bedsteforældre, siger de tit: ‘Det er jo Lotte!’ Men det er det jo ikke. Det er jo Line. Det kan være frustrerende, at blive sammenlignet så meget med sin mor, for så kommer jeg til at savne hende endnu mere,” siger Line.

En viljefast pige

Selvom Line ikke var herre over, hvad der skete i Thailand Anden Juledag 2004, har hun siden lært, at der er mange ting i livet, hun selv kan styre. Den viljefaste teenagepige ville ikke lade sig slå ud af kurs, og bestemte sig for, at få det bedste ud af den nye situation, hun var kommet i.

”Det der skete i Thailand vendte min verden fuldstændig. Men det nægtede jeg at lade mig slå ud af. Det, du ikke dør af, bliver du kun stærkere af. Jeg vil selv bestemme, hvad der skal få mig ned med nakken,” siger Line.

Line mener selv, at oplevelserne i Thailand har gjort hende stærkere som person, og det har ikke afskrækket hende fra at besøge Thailand igen. Hun har allerede været der fem gange siden. Selvom sorgen er bearbejdet, og Line i dag ikke har problemer om at tale om sin mors død, så fylder hendes mor stadig meget i hverdagen.

”Hver gang jeg skal tage en beslutning, tænker jeg: ‘Hvad ville min mor have gjort?’. Jeg er ikke i tvivl om, at min mor er stolt af mig og at hun sidder et eller andet sted med et smil på læben og tænker: ‘Det der – det er min pige!’” siger Line selv med et smil på læben.

I Lines lejlighed i Sparkær holder katten Yang hende med selskab, når uddannelsen ikke tager hendes tid. I øjeblikket læser hun nogle pædagogfag på HF i Viborg, men hendes store drøm er at blive hestehvisker. Med sin uddannelse som dyrepasserassistent er Line kun en enkelt eksamen fra at kunne kalde sig den tredje uddannede hestehvisker i Danmark.

Udskrift med egenanalyse

Refleksionsrapport

 

Egenanalyse af interview

Egenanalyse af interview: Noget du fortryder

IW: Vil du starte med at fortælle hvad du hedder?

IP: Jeg hedder Martin Algreen

IW: Hvor gammel er du?

IP: Jeg er 25 år

IW: Har du altid boet her i Aarhus?

IP: Nej, det har jeg ikke. Jeg kommer oprindeligt fra Horsens, og har boet der i det meste af mit liv, men da jeg blev 18 flyttede jeg til 2 år til Aarhus, så flyttede jeg til København i to år, og så er jeg så flyttet tilbage til Aarhus.

Lidt irrelevant for interviewet, men han fortalte i forbindelse med kildekontrakten, at han havde boet i København og at det var her, episoden var sket, så jeg tænkte at det var godt at få slået på plads fra start, så der ikke blev for mange ekstrainformationer, når han skulle fortælle om det, han fortryder.

IW: Har du oplevet noget i dit liv, som du fortryder?

Meget bredt spørgsmål, som slet ikke ville have fungeret i en anden given situation. Han svarer kun så konkret og fokuseret, fordi vi forinden har talt om, hvad han vil fortælle om.

IP: Ja, der er en specifik oplevelse. En bytur i København, hvor jeg blev meget fuld, men jeg kan stadig huske det i glimt. Og mens vi kommer gående ned ad Nørrebrogade ser jeg en cykel uden for an en shawarmabutik, og den cykel har en mega kæde rundt om hjulet. Den er rundt om cykelsædet, men jeg tager cyklen, hopper op på den, og så er jeg bare forduftet. Det har jeg fortrudt lige siden, at jeg kunne finde på det, fordi personen har tydeligvist været meget glad for sin cykel, men det betød åbenbart ikke noget for mig lige i det øjeblik. Så det fortryder jeg.

IW: Hvilke tanker gjorde du dig dagen efter?

Opfølgende spørgsmål for at nå ind til kernen af, hvorfor han har fortrudt det så meget siden. Fokuseret spørgsmål, som resulterer i at kilden fortæller mig netop det, jeg gerne vil have at vide.

IP: Da jeg vågnede op dagen efter var det tilfældigvis sådan, at mig og mine venner havde aftalt, at vi skulle ud på en længere cykeltur. Så lige der tænkte jeg faktisk, at det var meget smart, at jeg havde fået en cykel. Jeg havde det faktisk ikke så dårlig samvittighed i starten. Der gik først nogen uger før det gik op for mig hvor dumt det var, det jeg havde gjort.

IW: Og gjorde du så noget, da det gik op for dig, at det var ret dumt gjort?

Pas på med trigger-ord og vendinger, som fx ”ret dumt gjort”. Det virker dømmende fra min side, og spørgsmålet kunne nemt have været formuleret neutralt, fx: ”Gjorde du noget, da du indså, hvad du havde gjort?”

IP: Nej (griner). Jeg har stadig ikke gjort noget. Og jeg har faktisk den cykel den dag i dag.

IW: Er du blevet glad for cyklen?

Godt, fokuseret spørgsmål med perspektiv til i dag.

IP: Ja nemlig, jeg tror at jeg er blevet lige så glad for den cykel, som han var. Jeg elsker den cykel og den har gjort mit liv meget nemmere. Det er også derfor, at jeg hele tiden har gået og tænkt, at det sgu er for dårligt.

IW: Var du bange for, at det skulle blive opdaget, at du havde stjålet en cykel?

Jeg springer lidt frem og tilbage i tid. Det havde været en fordel, hvis dette spørgsmål var kommet i forlængelse af hans fortælling om episoden og de efterfølgende dage. Men et fokusret spørgsmål, hvor IP også svarer efter hensigten.

IP: Ja, det var jeg faktisk rigtig meget, fordi jeg skulle cykle på arbejde hver dag, og jeg cyklede forbi det sted, hvor jeg tog cyklen, hver eneste dag, så jeg havde konstant paranoia om, om den person, hvis cykel jeg havde stjålet, kom hen og rev mig af cyklen og sagde: ”Hey, det er min cykel” og jeg ved ikke hvad. Så jeg havde faktisk rigtig meget paranoia i starten. Det havde jeg altid, når jeg cyklede på den de steder.

IW: Hvor længe havde du det? Hvor længe var du bange for, at du skulle blive konfronteret med det?

To spørgsmål i et, hvor det sidste (heldigvis) er det bedste, som også ender med at blive rimelig fokuseret.

IP: Jamen det var jeg i al den tid, hvor jeg boede i København. Det var først da jeg fik flyttet cyklen til Jylland, at jeg kunne slappe af, når jeg cyklede rundt.

IW: Så nu er du ikke bange længere?

Ikke et reelt spørgsmål, og er desuden både ledende og lukket, og dette resulterer også i, at IP svarer meget kort på mit spørgsmål.

IP: Nej.

IW: Hvad bruger du så cyklen til i dag? Tager du den med i byen, når du skal drikke dig fuld?

Igen to spørgsmål i ét, og de har egentlig to helt forskellige betydninger, og det var jeg godt klar over, lige da jeg sagde det – derfor uddyber jeg med nr. 2. Men det var forvirrende, og det kunne også ses på IP’s svar, det ikke kan huske spørgsmålet ordentligt.

IP: Altså nu drikker jeg ikke så meget, som jeg gjorde dengang, fordi efter den oplevelse med den cykel, så var der også nogle andre oplevelser hvor jeg følte, at jeg opførte mig ubehageligt over for folk, og jeg var ikke den person, som jeg gerne ville være, eller var til hverdag. Så lidt efter lidt har jeg trappet mit alkoholforbrug meget ned, og nu tager jeg måske i byen og drikker en gang om måneden, ellers er det med måde. Og det er max. Nu glemte jeg hvad spørgsmålet var..

IW: Det var om cyklen, tager du den med i byen?

IP: Ja, det gør jeg.

IW: Det gør du. Du er ikke bange for at den skal blive taget?

Ikke et reelt spørgsmål, og det er også ledende. Formålet med spørgsmålet er, at det skal være opklarende, men det bliver dårligt formuleret i øjeblikket. Det kunne i stedet have heddet: ”Er du så bange for at den skal blive taget?”

IP: Øh, nej. Altså. Og det synes jeg ikke at jeg kan tillade mig at frygte. Men i det hele taget var der meget en mentalitet i København med cykler derovre. Der var det sådan i den omgangskreds og blandt de unge, at man tager bare en cykel. Cykler er til alle, dem deles man bare om. Man tager en når man har brug for den, og det er jo i virkeligheden ikke en særlig sund mentalitet at have.

IW: Oplever du det anderledes her i Jylland?

Han giver tydeligt udtryk for, at han synes, at det er den forkerte mentalitet i København ift. cykler, og derfor vil jeg gerne vide, hvordan han tænker om det i Jylland. Her brugte jeg redskaberne fra aktiv lytning, og resultatet blev fint. Spørgsmålet er fokuseret.

IP: Ja. Meget anderledes. Altså man frygtede virkelig for sin cykel i København, men her i Aarhus føler jeg, at det slet ikke er lige så slemt, og jeg har også spurgt andre folk om, om de har fået stjålet deres cykler. Og det sker også, helt sikkert. Men det sker overhovedet ikke i samme omfang som i København.

IW: Siden du har oplevet det, har du så snakket med dine venner om det, hvis de nu har stjålet en cykel, har du så fortalt dem, hvordan du har følt efter?

Spørgsmålet er for langt og kringlet formuleret. Min mening med det kommer ikke tydeligt nok frem, men IP forstår godt min mening med det.

IP: Nej, det har jeg ikke gjort. Jeg har aldrig følt, at jeg skulle belære mine venner om noget. Specielt ikke når jeg selv er, som jeg er. Jeg føler ikke at jeg har ret til at stille mig op på en pedestal og fortælle dem, hvordan det skal være. Så nej, det har jeg ikke.

IW: Når du fortæller, at du har skåret ned på dit alkoholforbrug, er det så fordi du har haft nogen andre oplevelser med, at du har været meget fuld?

Han har nævnt dette tidligere i interviewet, men på det tidspunkt fik jeg ikke fulgt op på det. Derfor tager jeg det op igen senere i interviewet, og det kommer der også en god beretning ud af. Derfor er det et opfølgende spørgsmål, som også er skarpt ift. det, han har fortalt om sit alkoholforbrug.

IP: Ja, altså. Vi kan jo tage samme aften, inden jeg stjal cyklen. Der havde mig og min kammerat været inde og købe en Cult Shaker, det har jeg aldrig købt før, og jeg står så med Cult Shakeren, og lige pludselig vælter jeg forover, og får glasskår ned i hånden og der er blod over det hele. Det jeg så vælger at gøre er, at fyre min hånd hen mod folk når de kommer cyklende forbi og råbe: ”Jeg har aids!” Og sådan noget som det. Det var lige før, jeg stjal cyklen, at det skete, og jeg sad bare dagen efter og tænkte: ”Hvad fanden sker der, hvem er du? Sådan noget kunne du aldrig finde på at gøre, hvis du bare havde været lidt normal”. Ja jeg er blevet skræmt over mig selv flere gange, og det er derfor jeg har skåret ned på mit alkoholforbrug.

IW: Men har du oplevet, at dine venner fortæller dig, at du har lavet de her ting, eller er det noget du selv kan huske?

Spørgsmålet kunne været formuleret mere skarpt, men følger fint op på hans sidste svar.

IP: Altså lige den aften har jeg meget glemt, men der har også været mange andre oplevelser, hvor jeg har fået fortalt, af venner. Men de synes jo bare, at det er sjov og spas, og så længe det ikke er dem selv, der opfører sig sådan, så er det jo bare sjovt for dem. Det har mere været en joke for dem.

IW: Så de har taget det pænt?

Ikke et reelt spørgsmål – og desuden trigger-truende. Jeg indikerer, at han har været ubehøvlet over for sine venner, og det er ikke min mening med spørgsmålet. Jeg ville gerne have hørt hans mening om, om de havde været gode venner i de givne situationer. Det dårlige spørgsmål resulterer også i, at IP svarer meget kort.

IP: Ja, det må man sige. Meget.

IW: Hvad tænker du så om dine vaner i dag? Er du tilfreds med at gå i byen en gang om måneden? Er det sådan, du gerne vil være?

Alt for mange spørgsmål på én gang, og de er desuden også for brede.

Hvad tænker du om dine vaner i dag?” → Hvad tænker du om dine alkoholvaner i dag?

Er det sådan, du gerne vil være?” → Skulle have været vedrørende alkohol og hans livsstil. I denne formulering bliver det alt for bredt og filosofisk ift. om han er tilfreds med sit liv.

IP: Ja, altså på en eller anden måde. Det har været lidt svært her i starten med rusforløbet heroppe, hvor der har været sådan meget fokus på, at man bare skal drikke, og det har været sådan lidt: ”arh, jeg ved ikke helt om jeg tør drikke, for en eller anden aften bliver jeg helt vildt fuld og gør noget dumt”. Jeg ville ønske, at jeg kunne tage med ud og styre det, når jeg var ude i byen, for nogle gange tager det bare overhånd, og så (knips), så er du væk. Så det er måske ikke det optimale punkt, jeg er kommet til, men det er blevet bedre i hvert fald. Det er rarere at være mig efter det.

IW: Og grunden til at du ikke føler, at det er det optimale punkt, er det fordi du føler at du går glip af noget socialt?

Opklarende, lukket spørgsmål, hvor jeg desværre som interviewer ligger ordene lidt i munden af ham. Jeg kunne med fordel have spurgt ham ind til, hvad det optimale punkt vil være for ham. Men spørgsmålet har relevans, desværre har han ikke så meget andet at sige, end at give mig ret.

IP: Ja, lige præcis. Det føler jeg meget, at jeg gør.

IW: Hvordan? Hvornår har du oplevet det?

Opfølgende og åbent spørgsmål, men desværre stiller jeg (igen) to spørgsmål i et.

IP: Øhhm. Jamen jeg var ikke med til introfesten, og så hører man dagen efter at det var så skørt og sjovt, og man kan mærke på folk, at de har nogle sjove historier om hinanden, og de bliver tættere knyttet på den måde, og så står man lidt og kigger: ”Jaa, det var sjovt, hva’?” – jeg var der jo ikke. Men heldigvis så kan jeg godt finde ud af at snakke med mennesker og sådan noget, så det er ikke fordi, at jeg på nogen måder har følt mig isoleret.

IW: Men hvordan ville du have det med at gå ud med dine venner, som drak alkohol, og du så ikke gjorde?

Fokuseret spørgsmål, der ligger godt i tråd med hans snak om alkoholvaner og det optimale punkt for ham selv.

IP: Det vil jeg ikke kunne gøre. Det vil simpelthen ikke være en mulighed for mig.

IW: Hvordan kan det være?

Opklarende spørgsmål, hvor jeg ønsker, at han skal uddybe, hvorfor det ikke er nogen mulighed, og det virker også fint efter hensigten og han kommer endda med et eksempel på det.

IP: Jamen det er fordi mine venner bliver røvirriterende at være sammen med når de er fulde, og hvis man ikke selv er fuld, så lægger man ikke mærke til det. Jeg har prøvet en gang, hvor jeg skulle køre mine kammerater et sted, og jeg synes de var så irriterende og dumme at høre på, når man helt selv er ædru og ikke forstår, hvad der er så sjovt og sådan. Så det føler jeg ikke, at jeg ville kunne gøre.

Med videre:

  • Stil ikke to spørgsmål i ét og samme

  • Husk at stille et spørgsmål, ellers kan dine konklusioner hurtigt føre til et lukket og ledende spørgsmål/påstand

  • Hvis spørgsmålet er ufokuseret, kan kilden glemme det eller svare meget kort, fordi han er i tvivl om, hvad du gerne vil have at vide

Ud i byen

Ny moderne by i Den Gamle By

Med en ny bydel nærmer Den Gamle By i Aarhus sig det moderne samfund. Der bygges og indrettes på livet løs, så bedsteforældre kan invitere deres børn og børnebørn ind og se Danmark, som det så ud på deres tid for mindre end et halvt århundrede siden.

Af Camilla Thorsø Lund

Undskyld vi roder”-skiltet fylder meget i det ellers så idylliske bybillede af bindingsværkshuse og skæve brostensgader i Den Gamle By. Byggeriet af Den Moderne By er i fuld gang, og resultatet bliver en rekonstruktion af bybilledet fra år 1900 til 1974.

Den Moderne By bliver bygget i forlængelse af resten af Den Gamle By. På trods af byggerodet lader de ansatte, dyrene eller turisterne sig ikke mærke af de store kraner og lastbiler.

Ifølge kunst- og arkitekturhistoriker Anne Cathrine Lorentzen bliver Den Moderne By en helt ny museumsform, fordi flere af gæsterne vil kunne genkende deres eget liv i udstillingerne.

Vi kan binde generationer sammen og skabe samtale på tværs af dem,” siger Anne Cathrine Lorentzen.

 

En svunden, men genkendelig tid

Selv om 1970’er-samfundet ikke ligger mange årtier tilbage, mener Anne Cathrine Lorentzen, at mange elementer fra fortiden hurtigt går i glemmebogen. Derfor er ønsket med den nye bydel, at generationer kan mødes, så det i høj grad også bliver de besøgende, der kommer til at fortælle, hvad de kan huske fra dengang.

Vi forventer ikke, at det kun bliver de museumsansatte, der kommer til at tale. Det vil nok nærmere være gæsterne, der har behov for at fortælle om dengang. De besøgende bliver bragt i spil, og folks sanser bliver aktiveret, når de kan sætte sig i møblerne, bladre i blade og læse aviser fra dengang,” siger Anne Cathrine Lorentzen.

Ønsket med den ny bydel er at genskabe et brokvarter i en dansk købstad, og i Den Moderne By står Sønderbrogade allerede som en tidsboble fra 1970’erne med plakatmuseum, radio- og TV-butik, kunstmuseum og en pavillon tilbage fra museets tilblivelse. 

De gamle fjernsyn, grammofonplader og det gyldne teaktræ værner om 1970'erne, og ud af højtalerne spiller The Beatles. Butikken Pouls Radio fandtes oprindeligt i Holstebro, men nu er den åbnet som museumsbutik i Den Moderne By.

I kollektivet og på byggepladsen

Anne Cathrine Lorentzen arbejder lige nu med indretningen af de ti lejligheder i bydelen. Hver enkelt lejlighed skal vise, hvordan mennesker levede i 1970’erne. I lejlighederne vil kernefamilien, hippieparret, de tyrkiske gæstearbejdere og andre stereotype familieformer være repræsenteret.

En af lejlighederne skal vise, hvordan et kollektiv boede dengang. Anne Cathrine Lorentzen har kontakt med fire personer, der dengang boede sammen i et kollektiv, og de donerer alt fra fotos og bøger til sykurve med strikketøj. En af dem er Vibeke Rygaard, som efter at have læst et opslag fra Den Gamle By meldte sig som kollektivinformant.

Jeg har det mærkeligt med, at min lejlighed kommer til at stå her som museumsgenstand. Jeg har haft søvnløse nætter over, at mit liv skulle stå hernede på museet i hundrede år. Men det er meget spændende at være med til,” siger Vibeke Rygaard.

Håndværkerne arbejder på højtryk på at forene husene fra Hjørring, Helsingør, Horsens, Viborg og København til et typisk brokvarter i en dansk købstad i 1970’erne.

Tømrersvend Lars Jacobsen er enig i, at det er spændende at være med til at genskabe fortiden gennem byggeriet. Han har arbejdet i Den Gamle By i otte år, og bygger lige nu på livet løs på Den Moderne By. For at gøre husene så autentiske som muligt bruger håndværkerne gamle teknikker ved opførelse og vedligeholdelse. Håndværkerne skal derfor kende til mere end hundrede år gamle håndværksteknikker.

Man får lov til at bruge gammelt værktøj og ældre håndværksteknikker. Det er ikke mange steder, man får lov til det i den virkelige verden,” siger Lars Jacobsen.

 

Levn fra nutiden

Den nye bydel viser Danmark helt frem til 1970’erne, og dermed er Den Gamle By ikke mange år fra museumsudstillinger som viser boligkultur og levemåder fra nutiden. Det har de ansatte allerede gjort sig tanker omkring, og måske bliver det aktuelt at gemme ting fra 2010’erne:

Hvis der nu er en kæde, som skal have nyt image, eller en 7-Eleven, som skal lukkes ned, så kan vi være helt sikre på, at vi har alle de genstande, som faktisk var der. Så kunne vi fryse nutiden ved at opbevare det i måske 20 år for så at udstille det,” siger Anne Cathrine Lorentzen.

Den nye bydel forventes at stå færdig i 2014.

 

Refleksionsrapport, Ud i byen

Ud i byen, udkast

Ny moderne bydel i Den Gamle By i Aarhus

 

Med en ny bydel bliver Den Gamle By i Aarhus mere moderne. Håndværkerne bygger på livet løs, så bedsteforældre kan invitere børn og børnebørn ind og se Danmark på deres tid.

 

Undskyld vi roder”-skiltet fylder meget i det ellers så idylliske bybillede med bindeværkshuse og skæve brostensgader, og det er der en særlig grund til. En helt ny bydel er ved at blive bygget til museet.

Den nye bydel er en rekonstruktion af bybilledet fra år 1900 til 1974, og ifølge kunst- og arkitekturhistoriker Anne Cathrine Lorentzen bliver Den Moderne By en helt ny museumsform i Den Gamle By. Den besøgende skal hjælpe med at fortælle historierne.

 

Den Moderne By bliver bygget i forlængelse af resten af Den Gamle By. På trods af byggeriet er idyllen som den plejer at være, og hverken de ansatte, dyrene eller turisterne lader sig mærke af de store kraner og lastbiler.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De besøgende skal fortælle om udstillingerne

Et specielt element ved Den Moderne Bydel er, at mange af de besøgende kommer til at kunne genkende tingene. 1970’er-samfundet ligger ikke mange årtier tilbage fra i dag. På trods af det mener Anne Cathrine Lorentzen, at mange elementer fra fortiden hurtigt går i glemmebogen. Derfor er ønsket med den nye bydel, at generationer kan bindes sammen, så det i høj grad også bliver de besøgende, der kommer til at fortælle, hvad de kan huske fra den tid.

Vi forventer ikke, at det bliver de museumsansatte, der kommer til at tale. Det vil nok nærmere være gæsterne, der har behov for at fortælle om dengang. Så det er en ny måde at formidle på. Den besøgende bliver bragt mere i spil, og folks sanser bliver aktiveret når de kan sætte sig i møblerne, bladre i blade og læser aviser fra dengang,” siger Anne Cathrine Lorentzen.

Butikken Pouls Radio fandtes oprindeligt Holstebro, men nu er den åbnet som museumsbutik i Den Moderne By. De gamle fjernsyn, grammofonplader og det gyldne teaktræ værner om tiden, og ud af højtalerne spiller Beatles.

Ønsket med den ny bydel er at genskabe et brokvarter i en dansk købstad, og i Den Moderne By står Havnegade allerede som en tidsboble fra 1970’erne med plakatmuseum, radio- og TV-butik, pavillon og kunstmuseum. I stueetagerne ligger butiksvinduerne, og i etagerne ovenpå er lejlighederne placeret. 

 

 

 

 

Lejligheder i 1970’erne

Anne Cathrine Lorentzen arbejder med indretningen af de ti lejligheder i Den Moderne By. Hver enkelt lejlighed bliver bygget op omkring en families fortælling om, hvordan de levede og indrettede deres bolig i 1970’erne. I lejlighederne vil kernefamilien, hippieparret, de tyrkiske gæstearbejdere og mange flere typiske familietyper fra den tid være repræsenteret.

En af lejlighederne skal vise, hvordan et kollektiv indrettede sig dengang. Anne Cathrine Lorentzen har kontakt med fire personer, der boede sammen i et kollektiv, og de donerer alt fra fotos og bøger til sykurve med strikketøj. Men det var ikke uden overvejelser, at Vibeke Rygaard meldte sig som kollektivinformant.

Jeg har det meget mærkeligt med, at min lejlighed kommer til at stå her som museumsgenstand. Jeg har haft søvnløse nætter over, at jeg skulle stå hernede på museet i hundrede år. Men det er meget spændende at være med til,” siger Vibeke Rygaard.

 

Gamle håndværksteknikker

For at gøre husene så autentisk som muligt bruger håndværkerne gamle håndværksteknikker ved opførelse og vedligeholdelse. Håndværkerne skal kende til mere end hundrede år gamle håndværksteknikker, og det er ifølge tømrersvend Lars Jakobsen noget af det spændende ved at arbejde som håndværker i Den Gamle By.

”Man får lov til at bruge noget gammelt værktøj og tidligere håndværksteknikker. Det er ikke mange steder man får lov til det i den virkelige verden,” siger Lars Jakobsen. 

Der er flere forskellige måder, at få et hus til Den Gamle By. Det kan flyttes sten for sten, murstykke for murstykke eller rekonstrueres helt fra bunden. Hjørringhuset i Den Moderne By er netop flyttet ved at splitte huset op i forskellige dele, fragte det og til sidst samle det som et byggesæt.

Håndværkerne arbejder på højtryk for at forene husene fra Hjørring, Helsingør, Horsens, Viborg og København til et typisk brokvarter i en dansk købstad i 1970'erne. Den nye bydel forventes at stå helt færdig i 2014.


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den fremtidige by

Den nye bydel viser Danmark helt frem til 1970’erne, og dermed er de ikke mange museumsudstillinger fra nutiden. Det har de ansatte i Den Gamle by har allerede gjort sig tanker omkring, og måske bliver det aktuelt at gemme ting fra 2010’erne og opbevare det, så det senere kan bruges til en museumsudstilling.

Hvis der nu er en kæde, som skal have nyt image, eller en 7eleven, som skal lukkes ned, så kan vi være helt sikre på, at vi har alle de genstande, som faktisk var der. Så kunne vi fryse nutiden ved at opbevare det i fx 20 år, og så stille det ud,” siger Anne Cathrine Lorentzen. 

Passionsopgave

Se naturen med en blind mands ord

Med sine gribende fortællinger får guide John Brinch Bertelsen sine tilhørere til at åbne øjnene for det fascinerende naturlandskab på Fur. John har en stor udfordring, som han nægter at lade stå i vejen for sig: Han er nemlig blind.

 

Mere end en museumsmand

John bruger mange timer på sit job ugentlig. For ham rækker en arbejdsuge på 37 timer slet ikke, og derfor bruger han også meget af sin fritid på det. Han bruger sit job som museumsinspektør til meget mere end at bevare fortidens levn.

”Jeg er ikke museumsmand fordi jeg skal gemme på nogle gamle, støvede ting. Jeg er først og fremmest museumsmand, fordi jeg skal bruge de ting i det nutidige samfund, som jeg selv er en del af. Historien er til for at blive brugt,” siger John.

Gennem sit studie som arkæolog har han lært at gennemskue de mekanismer, der er med til at styre udviklingen i samfundet. John ser det som en vigtig del af sit job, at lære af fortiden og være med til at påvirke fremtiden på Fur med sin viden.

Hør John fortælle om en udstilling på Fur Museum her 

 

Ingen tid til fritid

Johns personlige engagement på øen er tydeligt. Han er med i flere foreninger, og leder også det lokale projekt Branding Fur. Målet med projektet er, at få flere mennesker til at flytte til Fur for at kunne bevare bl.a. børnehave og skole.

Som busguide er han også en del af turisterhvervet, og til manges overraskelse gør han det bedre end de fleste med et fejlfrit syn.

”Det der forekommer som en svaghed eller umulighed for en busguide, nemlig det ikke at kunne se noget, prøver jeg at vende til at være en styrke. Derfor lægger jeg meget vægt i, at have så præcis en timing som muligt. Så når jeg siger: ”Kig til højre”, så skal der være noget at se til højre,” fortæller John.

John fortæller om sig selv som guide

Med så mange jern i ilden indrømmer John, at arbejdstiden og fritiden flyder sammen. Arbejdstiden går på museet, og fritiden bliver brugt på lokale projekter. Han brænder for Fur.

 

Fur – fortid og fremtid

Tilknytningen til øen kommer ikke fra et fremmed sted. John er opvokset på øen, og husker tydeligt sin barndom, hvor synet stadig var intakt. Han fortæller, hvordan han har løbet, cyklet og kørt på knallert over alt på øen. Det var i løbet af studietiden, at det for alvor blev klart, at Johns syn ikke stod til at redde.

”Selvom jeg sad med et forstørrelsesglas, så kunne jeg ikke se det ene bogstav, der var i glasset. Det er ved at være en 15-20 år siden, jeg kunne se noget, når jeg gik i almindeligt dagslys,” fortæller John.

Han nåede kun at bruge fem år i Aarhus, før han satte kurs mod Fur igen. Her har han boet lige siden, og han venter spændt på, hvad der kommer til at ske i fremtiden. I dag bor der 855 mennesker på Fur, og det tal ser ud til at være stigende takket være projektet Fur Branding.

”Det bliver endnu mere spændende at være museumsmand på Fur, og så vil arbejdstid og fritid komme til at flyde endnu mere sammen. Der kommer endnu mere gang i øen, end der har været de sidste årtier. Så det bliver spændende både at være furbo og museumsmand fremover,” siger John.

 

Fra tungt til let sprog

Aftenskoler styrker vores demokrati

En ny rapport fastslår, at aftenskoleundervisning er med til at forbedre det danske demokrati. Folkeoplysning og social tillid er vigtige grundsten i det demokratiske byggeri, og det er borgerne i samfundet, der skal bidrage med dem.

Multi-demokratiet

Rapporten fra LOF er lavet på baggrund af regeringens handlingsplan, der peger på, at danske samfund i dag indeholder mange etniske minoriteter, religioner og kulturelle baggrunde. Derfor er der ifølge LOF god grund til at se på, hvordan folkeoplysningens ”samfundsmæssige betydning kan styrkes og synliggøres.”

Et velfungerende demokrati skal udover at forene forskellige kulturer også leve op til de mange forskellige kompetencer, der kræves af et videnssamfund. Folkeoplysning er et centralt element, men ifølge Ove Korsgaard er løsningen ikke at indføre tvungen undervisning i medborgerskab. Det vil være imod demokratiske værdier.

Lige som obligatorisk undervisning for børn er et middel til at skabe oplyste borgere, er frivillig folkeoplysning borgernes mulighed for selv at søge oplysning. Det synes i sig selv at bidrage til et mere velfungerende demokrati”, siger Ove Korsgaard.

Vi skal have tillid til hinanden

Det sociale møde er mindst lige så vigtigt som den faglige del af en uddannelse. Det styrker den sociale tillid mellem mennesker. Social tillid mellem samfundets borgere giver lyst til at deltage i foreningsarbejde og politiske organisationer. Der opstår en følelse af fælles ansvar, og det styrker demokratiet.

Sådan lyder en teoretisk forklaring på sammenhængen mellem social tillid og demokrati. Den amerikanske filosof John Dewey skriver i sin bog Demokrati og Uddanelse: ”Uddannelse er primært en social proces, som bidrager til at udvikle en demokratisk livsform ved at styrke interaktionen og tilliden mellem forskellige sociale grupper”.

Folkeoplysningen er et skridt på vejen mod et bedre demokrati. For at gå hele vejen er det nødvendigt med en gensidig social tillid.. Den er lige så vigtig for barnet i skolen, som for den voksne i aftenskolen.

Den uendelige uddannelse

Mødet mellem forskellige grupper sker naturligt gennem uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Ifølge Johan Fjord er det ikke nok. Det moderne samfund bliver konstant udfordret på viden og egenskaber,, og det betyder at ”voksendommen bliver underlagt de samme krav om udvikling og uddannelse som barndommen og ungdommen”, mener litteraturhistoriker Johan Fjord Jensen.

Her er der tale om en hel samfundsændring, hvor de voksne i videnssamfundet bliver revet ind i en forventning om videreuddannelse samt en række krav til viden og egenskaber. De samme krav, som bliver stillet til de unge.

Rapporten slutter med ordene: ”Aftenskolen kan meget og har potentiale til meget mere”. Ifølge LOF er aftenskolerne med til at styrke det danske demokrati. Borgerne skal bare benytte sig mere af dem.